Dobbeltbeslutningen

NATO's dobbeltbeslutning blev truffet af NATO's medlemslande i Bruxelles den 12. december 1979 som et modsvar til Sovjetunionens opstilling af de såkaldte SS-20-missiler i Østeuropa, der var blevet påbegyndt i 1976. NATO's dobbeltbeslutning symboliserede afslutningen på en relativt fredelig periode i den kolde krig mellem den vestlige verden under ledelse af USA og østblokken under ledelse af Sovjetunionen.

Dobbeltbeslutningen gik ud på, at man ville give Sovjetunionen fire år til at forhandle om at trække sine nyopstillede mellemdistanceraketter ud fra Østeuropa. Hvis ikke forhandlingerne i løbet af denne periode førte til aftaler om nedrustning, ville man fra NATO's side, begyndende fra slutningen af 1983, opstille 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa, fordelt på 108 mobile Pershing II-mellemdistanceraketter, og 464 jordbaserede Tomahawk-krydsermissiler. Man ville dermed fra vestlig side fjerne det man så som uligevægten i atomvåbenbalancen. Det var dette samspil mellem trussel og forhandling, der gav anledning til betegnelsen dobbeltbeslutningen.

NATO's ønske om at indsætte flere atomvåben i Vesteuropa førte til protester i mange vesteuropæiske lande, hvor fredsbevægelser opnåede bred opbakning fra store dele af befolkningerne, hvilket især lagde pres på de socialdemokratiske regeringer i Vesteuropa, da disse regeringers bagland og parlamentariske grundlag var stærke modstandere af oprustningen. I Danmark forsøgte den socialdemokratiske regering uden held at udskyde beslutningen et halvt år og afviste endvidere at følge NATO's opfordring til også at opstille raketter på dansk jord^[1]. NATO's dobbeltbeslutning blev i 1980'ernes Danmark startskuddet til den danske fodnotepolitik, hvor et alternativt flertal pressede Poul Schlüters regering til at indtage en afventende og tøvende position i forhold til NATO-samarbejdet.

1. ^ Helga Haftendorn, Sicherheit und Stabilität, side 123-124